Smerter i underlivet hos mænd (Prostatitis)
Er du mand og har smerter i underlivet? Så er du faktisk én blandt rigtig mange. Mellem 20-40% af voksne mænd angives at have haft symptomer på kronisk prostatitis én eller flere gange.
Kronisk prostatitis er også kendt som “Kronisk bækkensmerte syndrom. Vi vil her forsøge at gøre dig lidt klogere på dine smerter, på hvad det vil sige at have kronisk bækkensmerte syndrom og vigtigst af alt, hvordan vi som gyn.obs fysioterapeuter kan hjælpe dig med at lindre og behandle dine smerter.
Hvad er prostatitis/bækkensmerte syndrom?
Prostatitis er en betændelses- eller smertetilstand i prostata, som faktisk deles op i to ret forskellige kategorier.
Bakteriel prostatitis:
Her kan der typisk påvises bakterier i eller omkring prostata, og generne kan typisk behandles med antibiotika. Denne form rammer kun ca 5-8 % af mænd med prostatitis.
Ikke bakteriel prostatitis:
Her kan der ikke umiddelbart findes bakterier eller påvises andre årsager til smerterne via røntgen eller scanning. Man kan her sige, at der er tale om en betændelseslignende reaktion, uden at der egentlig er betændelse i kroppen. Ved denne form har antibiotika ingen effekt og dette er tilfældet ved ca. 90 % af de mænd der rammes af prostatitis, måske tilhører du også denne kategori?


Hvad er årsagen til smerterne?
Typisk ser vi, at smerten rammer andre områder end selve prostata, eks. mellemkød, endetarmsåbning eller pungen. Årsagen kan være spændinger i musklerne og det væv, der sidder i din bækkenbund. Spændinger i bækkenbunden kan skyldes psykiske gener som eks. stress, angst eller bekymring.
Det er sammenligneligt med hvordan dine skuldre også kan spænde op og “kravle op til ørene” når du har for travlt. Faktisk kan kulde også være en udløsende faktor. Prostatitis kan ramme mænd i næsten alle aldersgruppe (20-80 årig) men gennemsnitsalderen er omkring 40 år. Det antages at 20-40 % af mænd har haft symptomer på prostatitis en eller flere gange gennem livet.
Hvilket symptomer har mænd med prostatitis typisk?
- Vanskelig eller smertefuld vandladning (dysuri)
- Smerter ved mellemkød, anus, pungen og penis.
- Nogle oplever også udstråling til lænd, baller, mave eller lyske
- Smerter under eller efter udløsning (ejakulation)
- Hyppig tissetrang
- Besværet vandladning eks. nedsat kraft på tissestråle eller igangssætningsbesvær
- Andre fysiske eller psykiske tegn på stress
- Udflåd fra urinrøret
- Blod i sæden
Hvis du oplever blod i din sæd, har udflåd fra urinrøret eller har svært ved at lade vandet, opfordrer vi dig i første omgang til at søge din læge.
Hvordan kan Prostatitis behandles?
Vi ser generelt at kronisk bækkensmerter syndrom, er en tilstand som mange mænd oplever gennem en længere årrække. Gennemsnitligt opleves symptomerne på prostatitis i 7 år, hvilket betyder at du gerne må væbne dig med tålmodighed.
Dette betyder absolut ikke, at du blot skal affinde dig med dine smerter! for ofte kan du med kendskab til de rigtige redskaber, lære at håndtere dine smerter/spændinger så de ikke fylder i din hverdag. Ved bakteriel prostatitis som er 5-8 % af alle med prostatitis, altså den mest sjældne udgave, vil der være behov for antibiotika til at dræbe de bakterier, der forårsager betændelsestilstanden i dit underliv. Her er der behov for udredning og behandling ved egen læge.Ved den ikke bakteriel prostatitis kan du typisk opleve lindring af dine gener ved hjælp af varme, NSAID (antiinflammatoriske stoffer), manuel udspænding af dine bækkenbundsmuskler og afspændingsøvelser til dit underliv.
Som gyn.obs fysioterapeuter kan vi vejlede dig i korrekt afspænding af dine bækkenbundsmuskler, vha. forskellige øvelser som du laver på ugentligt basis hjemme i trygge rammer. Mange har også gavn af manuel udspænding, hvor din gyn.obs fysioterapeut vil hjælpe dine bækkenbundsmuskler til at slappe af ved at trykke og trække i vævet, ligesom når du får massage på dine spændte skuldre. Oplever du gener ifm. vandladning, kan en del af behandlingen også være vejledning i gode toiletvaner.
Vi ved godt at det kan være tabubelagt og svært at tale højt om gener i underlivet, men du fortjener afklaring og en hverdag uden smerter og vi vil skabe trygge, professionelle og tillidsfulde rammer til at hjælpe dig med dine smerter.
Er du i tvivl om vi kan hjælpe dig, er du altid velkommen til at kontakte os på mail eller telefon for yderligere vejledning eller du kan booke en gyn.obs undersøgelse hos os i Risskov eller Horsens.
Kildehenvisning:
Propert KJ, McNaughton-Collin M, Leiby BE et al. A prosepctive study of symptoms and quality of life in men with chronic prostatitis/chronic pelvic pain syndrome: The National Institutes of Health Chronic Prostatitis Cohort Study. J Urol 2006;175:619-23.
https://ugeskriftet.dk/videnskab/prostatitis-pelvic-pain-syndrome
Sundhed.dk
Litwin McNaughton-Collins M, Fowler FJ, Nickel JC et al. The NIC Chronic Prostatitis Symtom Index (NIH-CPPI): development and validation of a new outcome measure. J Urol 1999;162:369-75.