Kejsersnit blogindlæg2024-09-10T14:53:19+02:00

Kejsersnit

Pleje og selvomsorg de første uger efter

At føde et barn er livsændrende og en stor præstation for både krop og sind. 

20% af fødslerne i Danmark foregår via kejsersnit, heraf er ca. 50% planlagt og de resterende 50% mere eller mindre akutte. 
Ens for både den vaginale fødsel og fødslen vha. kejsersnit er, at de færreste har forberedt sig særlig meget på den periode, der kommer efter fødslen. Uanset om du har født eller fortsat er gravid, håber vi, at du her kan blive klogere på, hvordan du tager dig godt af din efterfødselskrop efter kejsersnit.

Selve kejsersnittet

Når lægerne udfører kejsersnittet, åbnes der gennem 7 lag i din mave for at komme ind til dit barn. Nogle lag åbnes lodret mens andre åbnes vandret. Det vil sige at du har et synligt ar på ca. 12-15 cm på tværs af nedre mave og et usynligt/indvendigt ar fra under navlen og ned til dit synlige ar. Indgrebet udføres således for at skabe den bedste heling og funktion af vævet efterfølgende. Et kejsersnit svarer til en stor maveoperation, hvorfor det er vigtigt at du giver dig selv anerkendelse for en stor præstation samt ro, omsorg og opmærksomhed i tiden efter.

Egenomsorg og god pleje i de første dage efter fødslen

Tag dig godt af dine smerter

Det er helt normalt at opleve smerter i de første uger efter fødslen. Både pga. operationen men også fra efterveer, som er din livmoder der trækker sig sammen. Du kan med fordel benytte smertestillende de første dage, og både panodil og paracetamol er helt okay. Du vil typisk også blive udskrevet med smertestillende til de første dage.

Hjælp mave/tarm systemet godt i gang

Dit mave/tarmsystem vil formentlig være påvirket efter kejsersnittet, og det er helt normalt med forstoppelse og luft i maven. Prioriter dybe vejrtrækninger helt fra første dag og gerne med dine hænder liggende på maven. Dette vil sikre bevægelse af dine tarme og hjælpe dit nervesystem godt på vej til at lande i kroppen igen efter operationen.
Derudover bør du drikke masser af vand, og kan med fordel hjælpe maven på vej med svesker, magnesia, movicol eller HUSK, såfremt du oplever forstoppelse. Tyggegummi kan faktisk også være en god hjælp til at bevæge dine tarme, så tyg bare løs. 

Sidst men ikke mindst er gåture og bevægelse vigtigt. Start gerne med små gåture rundt i huset og så snart du har overskud til det, så udvid til mindre gåture udendørs, når dine smerter tillader det. 

Måske oplever du også ømhed, smerter eller nedsat følelse når du skal tisse. Under kejsersnittet kan lægerne komme til at puffe let til din blære, som kan medføre gener efterfølgende. Dette vil typisk gå over efter et par uger. 

closeup of woman's belly with a scar from a cesarean section or surgery or operation
576A9490

Tænk over hvor meget du belaster kroppen og løfter den første tid

Det anbefales at du i de første 4-6 uger efter fødslen ikke løfter tungere end 10 kg. Dette svarer ca. til vægten af dit barn og evt. en lift. Det anbefales for at give ro til vævet i den akutte helingsfase, så der er gode forhold til en god heling.
Dette kan dog være udfordrende i en hverdag, hvor huslige opgaver og pasning af et nyfødt barn hurtig medfører løft og belastning, specielt hvis du er eneforældre eller har flere børn. 

Har du mulighed for at få hjælp af dine omgivelser, kan dette med fordel takkes ja til eller arrangeres på forhånd. Det er også helt okay, at dit hjem ikke stråler de første uger efter fødslen (og de efterfølgende år) og at alle barsels besøgende kommer med mad og indkøb. 

Hvile, søvn, blid bevægelse og god ernæring er VIGTIG for helingstiden, og er med til at fremskynde processen. Husk at det er en stor maveoperation du har været igennem, og efter enhver operation følger en helingsperiode.

Hold øje med dit ar

Hold gerne øje med helingen af dit ar og kig løbende på det. For nogle kan det være grænseoverskridende at kigge og røre ved arret, i så fald så få hjælp af din partner eller anden omsorgsperson. 

Hold øje med at der ikke opstår infektion. Tegn på dette er rødme, hævelse, lokal varme, øget smerte niveau og evt. feber. Oplever du dette, så kontakt din læge med det samme. 
At kigge løbende på arret kan også være gavnligt i processen med at acceptere den nye krop, erkende selve fødslen og bearbejde processen.

Minimer hævelsen

Der kan efter et kejsersnit opstå hævelse omkring arret og på maven. Hvis dine smerter (og måske ømme bryster) tillader det, må du gerne komme om og ligge lidt på maven, da dette giver kompression. Du kan også benytte trusser eller strømpebukser med kompression, som giver en lille krammer til maven, og minimerer hævelse og giver dig støtte. Måske du også får nemmere ved at slappe af og give ”slip” for maven trods smerter, som kan anbefales at du øver dig i – giv slip.

Det mentale kejsersnit

Et af de helt store forskelle på den vaginale fødsel og fødslen via kejsersnit, er påvirkningen på dit nervesystem. 

Først og fremmest kan kejsersnittet for nogle kvinder være relateret til følelser omkring hvad er en ”rigtig” og en ”forkert” fødsel. Nogle føler at deres krop har svigtet dem, mens andre føler sig snydt for oplevelsen af den vaginale fødsel. Dette kan medføre følelser og tanker som efterfølgende skal have plads og omsorg til at blive bearbejdet. Fødslen vha. kejsersnit er mindst lige så rigtig som den vaginale fødsel og kræver ligeså meget som, hvis ikke mere af kroppen, dette gør dog ikke dine følelser og tanker mindre vigtige eller reelle. 

Tal gerne med din evt. partner om dine følelser og tanker. Du har også altid mulighed for at booke en efterfødselssamtale på sygehuset, hvis du har brug for dette. Fortæl din fødselsberetning til familie og venner som du føler dig trygge ved, og hjælp på denne måde din fødsel til at blive en accepteret fortælling i dit hoved. 

Dit nervesystem vil naturligt passe ekstra godt på dig i tiden efter en operation, da den løbende har troet at det var fare på færre. Derfor kan den være ekstra sensitiv i tiden efter fødslen og har brug for at du gør gode ting for dig selv, for at falde til ro igen og føle tryghed.

Book et efterfødselstjek hos StærkHverdag

Har du brug for yderligere vejledning og støtte i din nye efterfødselskrop, er du velkommen til at booke et efterfødselstjek hos StærkHverdag. Vi vil i fællesskab tage et kig på dit ar, vurdere muligt arvæv, snakke om hvordan du bedst plejer dit ar og hvordan du kommer godt i gang med en aktiv hverdag igen.

 

Kildehenvisning: